---
title: "Energinet fremsender erstatningspåkrav"
description: "Energinet har besluttet at sende erstatningskrav til Hvide Sande Fjernvarme"
date: "2026-11-03"
created: "2026-11-03"
---

[Hjem](https://hsfv.dk/)

                    [Nyheder](https://hsfv.dk/nyheder)

                [Energinet fremsender erstatningspåkrav](https://hsfv.dk/nyheder/energinet-fremsender-erstatningspaakrav)

# Energinet fremsender erstatningspåkrav

        ![Et analogt ur med visere er lagt ovenp&#xE5; en kalender med tydelige datoer, hvor enkelte datoer er markeret.](https://hsfv.dk/i/MOLIRIMEDIA/a067e699-7292-431b-8996-08dd557ce9b7?width=800)

**Energinet har besluttet at sende erstatningspåkrav til Hvide Sande Fjernvarme a.m.b.a på baggrund af Konkurrencerådets afgørelse om brud på konkurrenceloven i forbindelse med handel på elmarkedet.**

Hvide Sande Fjernvarme har modtaget et erstatningspåkrav fra Energinet. Baggrunden er, at Konkurrencerådet i oktober 2023 afgjorde, at vi havde overtrådt konkurrenceloven ved at indgå en aftale med virksomheden Effekthandel, som ifølge Konkurrencerådet havde til formål at koordinere bud og priser på auktioner af elreserver.

Hvide Sande Fjernvarme havde handlet ud fra, at deltagelse i markedet for elreserver gennem selskabet Effekthandel var lovlig. Effekthandel havde som dokumentation herfor fremlagt en advokatvurdering af modellen, der fastslog, at modellen ikke var i strid med konkurrenceloven. Ligeledes oplyste Effekthandel, at modellen havde været forelagt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hvide Sande Fjernvarme har taget afgørelsen fra Konkurrencerådet og den efterfølgende afgørelse i en række prøvesager ved Sø- og Handelsretten til efterretning.

Vi samarbejder nu med vores advokat – Advokatfirmaet Energi & Miljø – om at vurdere Energinets erstatningskrav, herunder om der foreligger bevis for, at følgen af overtrædelsen af konkurrenceloven var, at Energinet led et dokumenteret tab.

Hvide Sande Fjernvarme vil i det videre forløb også se på, om et eventuelt erstatningskrav kan videreføres mod den advokat og det advokatfirma, som rådgav om lovligheden af Effekthandels model.
